BODY AND SOUL

Essay i: ÆLDRESTYRKEN, red. Bent Eikard og Bent Claësson, Tiderne Skifter 2012

Spurgte man 100 mennesker over 70 hvordan det føles at blive gammel, ville man sikkert få 100 forskellige svar, hvis ikke flere. Visse grundtræk er selvfølgelig de samme, men kommer man lidt under overfladen vil der være verdener til forskel.

Kroppens fysiske forfald følger for de fleste en støt faldende kurve – med mindre sygdom eller ulykkestilfælde pludselig ændrer billedet. Kræfter og motorik er ikke hvad de har været. Det bliver vanskeligere at komme op af badekarret (hvis man har sådan et), man kan ikke længere løbe så hurtigt, hverken efter pige eller sporvogn (hvis man havde sådan nogen). Pludselige drejninger af kroppen medfører kortvarig balanceusikkerhed, man må have fat i forstørrelsesglasset for at se et nummer i tele-fonbogen, og hukommelsen kan finde på at drille på de mest ubelejlige tidspunkter. For blot at nævne et par eksempler, der er kendt af alle.

Men spørger man til vor psykiske oplevelse af aldring, vil der virkelig være mindst 100 svar. Det ser ud til at vi udvikles konstant, - og går hver sin vej. For mig er aldersfornemmelsen lunefuld og følger absolut ikke hverken den julianske eller gregorianske kalender. Snart ung som i 20’erne, snart midt i livet som i 50’erne, snart old-gammel, som i 80’erne eller højere. Altså en omvandrende tidsmaskine. Men hvad afhænger oplevelsen af? Mest betyder det hvem man er sammen med. Og paradoksalt nok: blandt børn, særlig børnebørnene, er alt naturligt og uskyldigt. Som da mit barnebarn, da hun var 6, granskede mit ansigt længe fra flere sider og så spurgte: ”Hvornår dør du morfar?”

Vanskeligere kan det være med de unge voksne, altså for eksempel ens børn, der nu er i 40’erne og 50’erne. Her kan man få en svag, næsten umærkelig følelse af at være udenfor, billedlig talt på vej til aftægtshuset. Dette er ikke klynk og slet ingen bebrejdelse, men bare en konstatering af noget der egentlig er naturligt. I samvær med jævnaldrende gamle kan man derimod få en frisk ungdomsfølelse og tænke ’jeg holder mig da bedre, gør jeg ikke?’ eller ’jeg er da ikke nær så forstokket’ – idet man ved et nådigt selvbedrag for et øjeblik glemmer hvordan det ser ud for andre.

Man skulle tro der bliver mindre af alting når man ældes, men tværtimod synes træk der altid har været der at blive forstærkede, på godt og ondt. I mit tilfælde for eksempel tendensen til ikke at have meget absolutte holdninger og meninger. Det betyder ikke en falden til ro på et afbalanceret, statisk midterpunkt. Tværtimod, ekstremerne hiver og slider i én, snart fra den ene, snart fra den anden side. Altså en stadig argumenteren og købslåen i ”det indre maskinrum”. Der må forhandles hen over midten, - min midte, og jeg insisterer på at tage stilling ”fra sag til sag”. Et par eksempler: I politik forføres jeg let af fløjene. Kapitalisme og socialisme, globalisme og nationalfølelse, borgerlighed og radikalisme, har alle skiftevis godt fat, men ender hver gang med at blive forkastet i deres rene form. Altså både-og og hverken-eller. Ingen fundamentalisme, men et spændingsfelt der beholder sin spænding.

I religionsspørgsmålet er jeg også uden fundamental sikkerhed: både ikke-troende og dog påvirket af kristendommens mytologi, symbolverden og spiritualitet. Og tiltrukket af kirkerne, som man ikke kan lade være med at gå ind, for at opleve deres kunst, historie og lugten af kalk og gammelt træværk. For ikke at tale om den salige stilhed, som opleves så stærkt, fordi den er en mangelvare udenfor. Men at være ikke-troende forhindrer heller ikke for mig jævnlige oplevelser af noget der kun kan beskrives som guddommeligt, eller som glimt af evighed. Hvor? Særlig i naturen, kunsten og den store musik.

På den anden side har jeg det som så mange andre har haft siden oplysningstiden mere end svært med kristendommens dogmer. Og det er ikke til at forlige sig med at den tager menneskets eksistentielle, urreligiøse følelser til indtægt: skyld, håb, taknemmelighed, lidelse, forløsning, bøn - arketyper som ligger dybt i menneskesindet. Det samme gælder moral og næstekærlighed, når de fremhæves som kristne dyder. Disse indre modsætninger er præcist udtrykt i Dario Fo’s bekendelse: ’Jeg er religiøs ateist’. Forfatteren Bent Haller har også sagt det godt: ’Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på historien om Gud’.

Problemet ved den beskrevne indre dialektik, den stadigt undersøgende men i sidste ende midtersøgende tilgang til livsforståelse er at man fremstår konturløs, utydelig, kamæleonagtig eller ligefrem holdningsløs. En person der er svær at placere og diskutere vigtige spørgsmål med, - ikke just hvad man forventer af et modent menneske. På den anden side er den tvivlende både-ja-og-nej-holdning mere virkelighedsnær. Når man er ude i de ekstreme holdninger, nærmer man sig utopierne, fanatismen, det totalitære og måske hykleriet, - fordi intet i virkeligheden er sort/hvidt. Min konklusion er at der alt i alt er mere inspirerende på midten. Og sjovere.

Det er blevet sagt at alderdommen er en af de mest uventede begivenheder som kan overgå et menneske. Og noget er der om det. Der er faktisk meget der kommer bag på en, selvom man har haft mange år til at forberede sig. Måske fordi de mange år er blevet brugt til at fortrænge den fremadskridende proces. Pludselig kan man få følelsen: er klokken så mange? – hallo kammerat, det er vist senere end du tror. For eksempel kommer det bag på en når man en dag ser at næste generation, måske ens børn eller jævnaldrendes børn begynder at få grå hår, rynker og poser under øjnene. For ikke at tale om hvis de begynder at gå på efterløn, pension, eller ligefrem dør. En ny tur i tidsmaskinen.

Uventet er også et vist fald i følelsestemperaturen på nogle områder. Er det mon et langt lægeliv at der har givet noget hård hud på sjælen? Græder ikke til begravelser, men ikke sjældent i biografen. Hvad skal det nu betyde? Rørelse mere end følelse? Men hvad er forskellen, og er der nogen forskel? At blive ægte rørt eller ramt er i hvert fald langt fra sentimentalitet, - det kan ske, også selvom årsagen ”bare” er noget på et filmlærred. Skønhed kan stadig bevæge mere end noget andet. Samtidig er tanken om forelskelse er blevet fjernere end nogen kendt by i Rusland. Kærligheden har i stedet mere taget form af de tre t’er: tolerance, taknemmelighed og tilgivelse. Ædle sager.

En anden egenskab der for mig er blevet mere udtalt med årene er nysgerrighed, videbegær og trangen til at forstå. Hvad sagde ikke Vergil (romersk digter 70-19 f.Kr.) om aldring: ’det eneste man ikke bliver træt af er at forstå’. Jeg tror det bunder i et absurd ønske om at kende til alt eksisterende, i en frygt for hvide pletter på landkortet, for at der er kendsgerninger som man intet kender til - lidt ligesom før en eksamen. Eller måske er det en ubevidst kamp mod at noget mørkt skal lukke sig om en. Jeg må simpelthen vide hvad der foregår, helst alle steder. I praksis kan det føre til tidsrøvende læsning af aviser, mange opslag i encyklopædien og mange timer med Google og YouTube. Til gengæld mindre sult efter fiktionslitteratur, selvom romanerne ligger i kø for at blive læst. Helst vil jeg se alle udstillinger, teaterforestillinger og film (idet erfaringen dog har lært mig at undgå dem der er uegnede for ældre) og besøge hvert et sted på jorden. Hele projektet er selvfølgelig vanvittigt, både fordi tiden er knap, og fordi stor spredning selvfølgelig kan betyde mindre dybde. Men også fordi man med rette kan spørge: til hvad nytte? Denne trang til at fylde på er jo irrationel, da bægeret på dette tidspunkt i livet allerede er godt fyldt op, - der kan snart ikke være mere.

Livet som gammelt menneske betyder at mere og mere lægger sig fast i indgroede vaner. Men fordi noget er forudsigeligt, behøver det ikke være kedeligt. Det kan faktisk forholde sig omvendt, idet hverdagens gentagelser og genkendelser har deres stille glæder, ”den geniale monotoni”. Som også kan indebære fryden ved at ’i dag skal der ikke ske noget særligt’. Der er sandhed i den gamle vittighed: ”hvad skal du lave i dag?” – ”ingenting” – ”det gjorde du jo også i går” – ”jamen jeg blev ikke færdig”. Men inaktivitet kan som bekendt være livsfarlig. Så det er ligeså vigtigt at kunne give sig selv opgaver, have projekter som både er lystbetonede og nødvendige. Det kan naturligt komme til at handle om at dykke ned i fortiden og prøve at blive klogere på hvad det var der skete.

I mit konkrete tilfælde har det særlig været påtrængende vigtigt at udforske min fars liv og værk (maleren Harald

Henriksen 1883-1960) , hans skæbne og tilværelse som kunstner, alt det jeg var for ung og umoden til at forstå og tale med ham om, medens han levede. Det har slået mig hvor intimt et kendskab man kan få til et menneske alene gennem den kunst det har efterladt, hvad enten det er billedkunst, litteratur eller musik. Og det minder om hvor vigtigt det er at efterlade et eller andet til efterkommerne, for eksempel noget nedskrevet. Arbejdet med at få skrevet og udgivet en bog om min far og med at arrangere og kuratere en udstilling med hans værker har været en stor og varm oplevelse. Herligt at være sin egen arbejdsgiver.

Det modsatte af faste vaner er forandring, men desværre er forandringsparatheden ved at være brugt op. For en der har levet med 78-plader, LP-plader, båndoptagere af forskellig slags, CDer, videoer, DVDer, harddiske og nu musik på internettet, er det svært at kapere mere, og ulideligt at blive ved med at skulle skrotte gode gamle medier og maskiner. Men der er åbenbart ingen vej udenom, og for ungdommen kan det ikke gå hurtigt nok. Den ungdom der både er larmende, selvoptaget og evigt mobil-snakkende, - men jo også fuld af glad energi og ikke til at lave om på. Og den eneste vi har.

Flimmeret af forandringer er til gengæld årsag til det sug af betagelse man kan opleve når man ser noget der virkelig er uforanderligt og uendeligt, måske endda guddommeligt eller kosmisk, som for eksempel havet, en øde kyststrækning, en nattehimmel. Her tænker man ved sig selv: sådan så det altså også ud på H.C. Andersens tid – eller i stenalderen.

De accelererende forandringer kan ikke undgå at føre til en følelse af at tilhøre de ’utilpassede ældre’, og af at leve i fortiden mere end i nutiden, med dens overfladiskhed og populisme, også den indeni. Man kommer til at sætte pris på langsomheden og gør hermed en dyd af nødvendigheden, fordi man selv på alle måder bliver langsommere. Blikket på fortiden kan give nogle uventede forskydninger i dimensionerne. Hvem har ikke oplevet at barndommens omgivelser, en stue eller en stump have, huskes som meget større end de er ”i virkeligheden”. Tid og rum følges ikke ad. På samme vis kan begivenheder i fortiden, f.eks. arbejdsmæssige succeser eller fiaskoer, der har præget selvbilledet, svinde i betydning: - herregud, var det ikke andet?

Hvis tidsmaskinen nu fungerede ordentligt, ville jeg gerne rejse tilbage og møde mig selv som ung eller yngre. Dog, ved et sådant møde ville jeg nok kende ham, men han ville ikke kende mig. Og formentlig tænke: hvad i alverden er det for en gammel nar? Og gode råd fra den gamle til den unge (’pas lige på med det der’ eller ’slip nu bare bremserne’) ville nok ikke blive godt modtaget. Heller ikke idag synes der at være efterspørgsel efter ens erfaring og viden. Hvornår har nogen sagt: kan du ikke give mig et godt råd, du der har set og ved så meget? Jeg tror de fleste ældre oplever det samme: erfaringer kan man ikke give videre, dem gør enhver selv. Og så kommer boomerangen: spurgte jeg nogensinde mine egne forældre til råds?

Nu ikke mere brok. For på bundlinjen er der heldigvis overskud: et langt, eventyrligt liv, nu ovenikøbet med forlænget spilletid (men forhåbentlig uden straffesparkkonkurrence). Et liv uden at opleve krig (i vor del af verden), i et samfund i enestående materiel udvikling (selvom det nu er ved at blive for meget), et godt arbejdsliv og et godt helbred. Og det vigtigste af det hele: glæden ved familie, venner, naturen, den evige kunst - og humoren, livets salte lattertårer.

Nogen ønsker for fremtiden? Ja, at jeg på min 90 års fødselsdag ligesom hovedpersonen El Sabio i Henning Carlsens film fra 2012 (”Erindring om mine bedrøvelige ludere”) vil kunne puste alle lysene ud i ét blæs.

Og ’kort her til sidst’: Hvad med døden?

Som læge på et hospice gennem mange år har jeg arbejdet intenst og nært med døende mennesker, har iagttaget i hundredevis af helt forskelligartede forløb og har blandt andet oplevet den forunderlige udvikling imod indsigt, meningsfuldhed og ro, der under de rette betingelser kan opstå i den sidste levetid (hvilket er et hovedformål med hospice). Trods denne indsigt er selve døden stadig et absolut mysterium for mig. Fordi den er uigenkaldelig, og fordi dette at noget hører helt op ikke er til at fatte for menneskesindet. Det er ikke mærkeligt at det ufattelige må kalde på forestillinger, tankesystemer og fantasier. Det ufattelige forekommer også at være en væsentlig del af sorgtilstanden. Savn er en anden.

At se døden som den endelige afslutning betragtes sikkert af nogle som åndløst og materialistisk, mens det for mig blot er realistisk og egentlig trøsterigt. I mit verdensbillede hænger ånd og sjæl sammen med fysisk liv og med erkendelsen af endelighed. Har det sjælelige liv ikke mere fylde og mening i bevidstheden om at det hører op når den sidste hjernecelle slukkes? Jeg vil tilslutte mig litteraturforskeren Elias Bredsdorff, der som 82-årig sagde: ”Tanken om døden forskrækker mig ikke. Og jeg skal i hvert fald ikke mødes med nogen”.

Og så føler jeg både beroligelse og bekræftelse i nogle linjer af den tyske billedbogsskaber Wolf Erlbruch i hvis bog ”Anden og Døden” de to mødes på vejen og udveksler disse replikker:

Anden: Og nu er du så kommet for at hente mig?

Døden: Nej, men jeg holder mig i nærheden af dig – bare for en sikkerheds skyld.