Herunder følger Inger Hee og Hans Henriksens bidrag til bogen

"Livet før døden - 20 år med hospice i Danmark", forlaget Unitas 2012

Kapitel 2: Danmarks første hospice

Sankt Lukas Stiftelsen tog i 1992 initiativ til oprettelse af et hospice – mod alle odds. I dag er hospicekonceptet og palliation blevet en integreret del af det danske sundhedsvæsen.

Af Inger Hee, sygeplejerske og Hans Henriksen, læge.

Ville det bære eller briste? Det var ikke til at sige i 1992, da Sankt Lukas Stiftelsen startede det første hospice i Danmark. Var vi parate til det her i landet, ville vi nogensinde blive parate? Udviklingen udenfor Danmark var ellers gået hurtigt, efter det første moderne hospice blev grundlagt i Syd-London 1967 af Cicely Saunders - altså bare 25 år tidligere. Herefter opstod snart mange andre hospicer i både Europa og USA.

Det, som i dag er en selvfølge, var dengang sarte og skrøbelige spirer, udsat for mange forbehold og indvendinger - eller slet og ret modstand. Mere herom i næste kapitel.

ET ENKELT FORSØGSPROJEKT

I 1985 holdt Lægeforeningen en stor høring om terminal pleje. Meningerne om hospice var delte, men der blev dog åbnet en lille lem for ”et enkelt forsøgsprojekt” af professor Steen Olsen, formand for Kræftens Bekæmpelse. Mest konkret var sygeplejerske Lene Andersen, der helt alene - blandt sundhedspolitikere, professorer og toneangivende læger og sygeplejersker - gav et fuldstændigt billede af, hvad hospicekonceptet indeholder. Det var fem år før WHO i 1990 kom med sin definition af palliativ indsats.

Medicinaldirektør Søren K. Sørensen opsummerede høringen og sagde bl.a.: ”... der går mere tid med at overvinde det bureaukratiske system end med at føre selve tingen ud i livet”. Han påpegede også ”den besynderlige opdeling vi har i Danmark indenfor social- og sundhedssektoren .... hvor terminal pleje vedrører både amter, kommuner og staten” - hvilket jo var en af årsagerne til, at det var vanskeligt at komme videre. Under alle omstændigheder var jorden begyndt at blive gødet, og der var enighed om behovet for forbedringer i plejen af uhelbredeligt syge og døende.

SKRIDT PÅ VEJEN

Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick udgav i 1989 bogen ”Den nødvendige smerte”, et banebrydende arbejde om tab, kriseintervention og sorgterapi. Bogen blev en stor inspiration, både for hospicebevægelsen og mere generelt. Den er udkommet i flere udgaver og oversat til en række andre sprog.

Andre vigtige tiltag var loven om plejeorlov og -vederlag (1990) og oprettelsen af ’Mit livstestamente’ (1982), som var et udtryk for befolkningens gryende ængstelse overfor overdreven brug af moderne livsforlængende teknologi. Et andet bidrag til udviklingen var psykolog Mette Halds rapport fra 1993 om betingelserne for døende patienter på en onkologisk afdeling, et feltstudie der strakte sig over to år. Hun beskrev, hvordan den moderne hospitalsteknik har medført mangel på ”fællesskabstraditioner” omkring den døende, hvordan læger og plejepersonale ofte kan føle sig magtesløse i rummet omkring den døende, og hvordan den overfladiske, berøringsangste og opmuntrende ”laden som ingenting” medfører følelsen af forladthed. Hun rejste også spørgsmålet om døende i det hele taget skal være i hospitalsregi. I 1990 stiftedes ’Foreningen for Palliativ Indsats’, en tværfaglig sammenslutning, der bl.a. ved årlige danske og 3-årlige nordiske kongresser fik meget stor betydning for udviklingen.

SMERTEKLINIKKER I DET SMÅ

Den lægelige indsats i hospice havde tråde tilbage til den stigende interesse for smertebehandling i 1980’erne. I begyndelsen af dette årti blev den første danske smerteklinik for kræftpatienter startet i det små på Finsen Instituttet i København. Her gennemførtes i årene 1985-88 et større tværfagligt projekt med læger, sygeplejerske, psykolog og fysioterapeut, støttet af Kræftens Bekæmpelse. Selvom det hed ”smerteklinik”, var der i virkeligheden tale om de første tilløb til en bred palliativ indsats. Samtidig blev der på Bispebjerg Hospital ligeledes skabt en tværfaglig smerteklinik, her med hovedfokus på kroniske, ikke-ondartede smerter.

FORBEREDELSER

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen havde i mange år drevet både sygeplejeskole og hospital, men omkring 1990 blev grundlaget for de to store opgaver ændret med det resultat, at elever og lærere blev overdraget til sygeplejeskolen i Herlev. Hospitalet blev nedlagt, og personalet blev flyttet til Gentofte Hospital.

Sankt Lukas Stiftelsen havde i mange år sat præg på det eksisterende sundhedsvæsen med udgangspunkt i det kristne budskab om medmenneskelighed og næstekærlighed, og både sygeplejeskole og hospital var værdsat blandt både brugere og medarbejdere for den høje faglige kvalitet.

Igennem 1980erne havde man en særlig aftale med Københavns Amt om at reservere 15 sengepladser til såkaldt færdigbehandlede patienter. Det var patienter, der på grund af deres plejebehov ikke kunne passes i eget hjem, og som på grund af sygdommen ville have en relativt kort levetid, så kort, at indstilling til plejehjem var irrelevant. Dette var patienter med livstruende sygedom, for hvem sigtet med pleje og behandling alene var lindrende, netop det, der er kernen i hospice. Det betyder, at der er taget stilling til, at der ikke med den tilgængelige viden er nogen behandling, der kan kurere sygdommen. Sygdommen i sig selv træder derfor i baggrunden og mennesket med sygdommen bliver det væsentlige.

Man havde på Stiftelsen således stor viden og erfaring med denne patientgruppe, og samtidig var der en gruppe af diakonissesøstre, der allerede tilbage i 70erne med stor interesse havde fulgt udviklingen af hospice i England med særlig interesse for St. Christophers Hospice og dets leder Cicely Saunders, der var læge, sygeplejerske og socialrådgiver i én person.

Den 1. oktober 1992 åbnede så Danmarks første hospice.

Sankt Lukas Stiftelsen og søstrene tog hermed et modigt skridt ind i fremtidens danske sundhedsvæsen. Der var ikke noget økonomisk sikkerhedsnet, så man måtte satse egne midler til denne nye opgave i håbet om, at samfundet ville finde opgaven så væsentlig, at den på sigt kunne finansieres offentligt. Dette skete da også, men først efter 8 år, hvilket satte Stiftelsens økonomi på en hård prøve. Til gengæld blev det hurtigt tydeligt, at hospice ikke var en døgnflue, men en ny måde at omgås og yde omsorg til uhelbredeligt syge og døende og deres familier.

Fra bestyrelsens beslutning den 21. januar 1992 til åbningen i oktober gik der kun otte meget travle måneder. Det stod klart, at det kristne værdigrundlag var bærende, ligesom anerkendelse af det enkelte menneske som en unik skabning med egne værdier og håb, uden skelnen til rang og status.. Herudfra blev de forskellige beslutninger truffet.

De nye principper var bl.a. selvhenvisning, den fleksible døgnrytme, den frie besøgstid, medinddragelse af patienten i vigtige beslutninger, opmærksomhed på åndelige behov, den jævne bemanding over døgnet og ugen, det fleksible måltid, de pårørende som medspillere og ikke statister, alt sammen med vægten på at se muligheder frem for begrænsninger.

WHO’s DEFINITION

Et andet bærende grundlag var WHO´s definition på palliativ indsats, som blev udformet første gang i 1990, og senest revideret i 2002. Her blev den helhedsprægede behandling og pleje introduceret med vægt på åbenhed, tryghed og respekt for både patient og pårørende, og med et mål om at afhjælpe alle de døendes mangeartede symptomer og problemer. Her blev det også stadfæstet, at hensigten med behandling og pleje hverken var at forkorte eller forlænge livet. Ingen nytteløse livsforlængende behandlinger og ingen aktiv dødshjælp.

Dronning Alexandrines Hus blev den fysiske ramme, og efter en grundig renovering blev bygningen en fin ramme om opgaverne. Enestuer med eget toilet, plads til personale og pårørende, gedigne møbler og inventar, en uvurderlig tagterrasse og en smuk have, som har dannet rammen om mange gode stunder, hvor det at observere døgnets og årstidernes skift har haft stor betydning for mange patienter.

HENVISNING OG VISITATION

Som udgangspunkt var alle uhelbredeligt syge og døende velkommen på hospice, og vejen var åben henvendelse fra patienter, pårørende, hospitalsafdelinger eller hjemmesygeplejersker. Dog var det en forudsætning at patienten selv indvilgede i henvendelsen. Det var ikke altid let, især for pårørende, at medinddrage patienten. Bare ordet ”hospice” kunne dengang virke skræmmende. På baggrund af oplysningerne fra henvendelsen blev der tilrettelagt et besøg hos patienten for at vurdere dennes tilstand, og for at klarlægge målet og afklare de gensidige forventninger til opholdet. Det skulle vise sig at denne visitationssamtale blev en meget vigtig del af samarbejdet mellem patient og hospice. Mange patienter gav udtryk for uventet realisme og indsigt i egen situation. Flere gav udtryk for, at det nu var første gang, de ikke blev mødt med benægtelse af deres situation, og at det var en stor lettelse ikke at skulle høre et ”du skal se, det er nok ikke så slemt, det skal nok gå”. Ved samtalen gav patienten tilladelse til at indhente lægelige oplysninger, og på baggrund af det samlede materiale blev der taget stilling til ophold af hospicelæge og den visiterende sygeplejerske.

EGENBETALING I DE FØRSTE ÅR

Prisen for ophold på Sankt Lukas Hospice blev fastsat til 2.000 kr. om dagen med mulighed for hel eller delvis friplads. Det var alene den ledende sygeplejerske, der havde beføjelse til at tale med patient og pårørende om egenbetaling. Det blev gjort klart, at der ikke var nogen, der blev afvist af økonomiske grunde, og at patienten og de pårørende sammen måtte afgøre, om de kunne yde en egenbetaling og i så fald hvor meget.

Aftalen om egenbetaling var fortrolig, og det var alene den ledende sygeplejerske, der kendte beløbets størrelse. Der blev ikke indhentet nogen form for dokumentation for den enkeltes økonomiske vilkår. Aftalen byggede alene på gensidig tillid. Der var stor vilje blandt patienter og pårørende til at betale, og i de første år fik hospice herudover mange penge fra enkeltpersoner, foreninger og fonde til sikring af den fortsatte drift.

PLEJEFAGLIGT PERSONALE

Det var naturligt at hospicelederen var sygeplejerske. Fra starten blev det besluttet, at det plejefaglige personale udelukkende skulle bestå af sygeplejersker - altså ingen sygehjælpere eller sosu-assistenter. Efter en tid blev gruppen suppleret med en fysioterapeut. Normeringen var svarende til 20 fuldtidsstillinger til de 10 patienter, og det omsattes fra starten til en grundbemanding i alle ugens dage på 4 i dagvagt, 3 i aftenvagt og 2 i nattevagt, og herudover var der 2 sygeplejersker i dagvagt fra mandag til fredag. Deres funktioner var modtagelse af nye patienter, pårørendearbejde, uddannelse og undervisning, visitation, konferencer, administration og supervision.

Det viste sig dog hurtigt, at bemandingen i aftentimerne var for svag, idet mange patienter havde deres aktive timer sidst på eftermiddagen og først på aftenen. Det var også i de timer, der var mange pårørende i huset. Med kvalificeret personale døgnet rundt og alle ugens dage fik pleje og behandling den kontinuitet der giver de bedste vilkår, også til dem der skal udføre opgaven.

Det blev tilstræbt, at sammensætte personalegruppen af medarbejdere fra forskellige kliniske specialer. Den samlede gruppe kunne derfor matche mange forskellige kliniske og medmenneskelige behov, også fordi alderssammensætningen var spredt. Det blev til en personalegruppe med mange kompetencer og mange variationer i livserfaring, hvilket var en stor udfordring og styrke. Alle deltog i alle slags vagter, så alle kom til at kende hele døgnet og hele ugen.

Det kliniske arbejde, altså det direkte arbejde med patient og pårørende, havde hovedprioritet. Den enkelte arbejdede meget selvstændigt og havde kompetence til at tilrettelægge dagen sammen med patient og pårørende, så patientens dag kunne fyldes med mening og liv. Den enkelte havde dog mulighed for at hente hjælp hos kolleger og ledelse, hvis opgaven blev for tung eller svær. Der blev gjort meget ud af at erkende, at vi hver især ikke kan eller skal rumme og magte alle opgaver. Kolleger og ledelse kan give støtte og hjælp i en svær situation - måske bare ved at lytte. At kende begrænsningen for sin egen formåen blev en værdsat kvalitet.

LÆGEFAGLIGT PERSONALE

Fra starten var hospiceprojektet på Sankt Lukas Stiftelsen tænkt som helt overvejende sygeplejefagligt. Det var jo ’terminal pleje’ der nu skulle omsættes til praksis, og det syntes indlysende at plejen måtte være det bærende. Den lægelige rolle var derfor beskeden i starten, men undergik i de følgende år en kraftig udvikling, både kvalitativt og kvantitativt. Den lægelige normering var det første år syv timer om ugen på konsulentbasis, mens der var 20 fastansatte sygeplejersker. Dette viste sig selvfølgelig at være utilstrækkeligt, specielt når der også skulle være mulighed for at kontakte en læge udenfor dagarbejdstid. Efter tre år var timetallet vokset til 12 per uge, i 1998 blev den første fuldtidsoverlæge ansat, og i 2003 var lægernes samlede timetal på hospicet 74 timer.

Oprindelig var patienternes egne praktiserende læger tiltænkt en væsentlig rolle, men trods opfordringer til alle amtets praktiserende læger, blev det aldrig til virkelighed. Årsagen var, at det ikke var noget udtalt ønske fra hverken patienterne eller deres læger. Heldigvis, kan man sige, for det ville have bragt unødig slinger ind i behandlingen, da hver læge jo ville have sine egne ideer og foretrukne medikamenter. For patienterne betød en fast læge utvivlsomt meget for kontinuitet, tillid og oplevelsen af alligevel ikke at være ”opgivet af lægerne”, hvad mange jo troede ved ankomsten til hospice.

Det lægelige arbejde blev tilrettelagt noget anderledes end på en sygehusafdeling, idet patienternes aktuelle behov og ønsker var styrende. Det betød f.eks. farvel til daglig stuegang til fordel for mere intensive besøg og samtaler, når det var relevant. I vanskelige situationer deltog både sygeplejerske og læge samtidig, hvilket kunne være midlet til at lukke op for en låst situation. En pårørende kunne også være med.

Lægesamtaler med nærmeste pårørende var en vigtig funktion, som godt kunne foregå uden den syge. Dette i modsætning til den gængse etiske opfattelse, at patienten altid skulle modtage samme information som den pårørende. Temaet for disse samtaler var ofte en vurdering af status, eller ind imellem mere konkret: Hvor længe er der igen? og: Hvad kan vi forvente i slutfasen? Eller det kunne være begrundelsen for eller ønske om ændringer i medicinering, ernæring, væsketilførsel eller andet.

FYSIOTERAPEUT OG PRÆST I TEAMET

Fysioterapeuten var næsten fra starten en uvurderlig del af teamet, og behandlede ikke bare patienterne, men deltog i alle konferencer og undervisningssessioner. Sygehuspræsten blev også en vigtig del af teamet. Præsten havde naturligvis en vigtig sjælesørgerisk funktion, som kom mange patienter til gode.

Hvis de pårørende, ikke mindst børn og unge, havde brug for fagpsykologisk hjælp, fik de den i Kræftens Bekæmpelses rådgivningscentre.

FRIVILLIGE

I udlandet var det meget almindeligt at knytte frivillige til hospice, og det er det også i stort omfang nu i Danmark. Da vi åbnede Sankt Lukas Hospice i 1992 havde vi mange henvendelser fra mennesker, der var optaget af stedet og opgaven, og som gerne ville give en hjælpende hånd. Vi besluttede dog, at vi havde brug for at ”finde vore egne ben”, inden vi kunne rumme at medinddrage mennesker uden fagligt fundament. Det varede derfor nogle år, før frivillige blev en del af teamet

RESPEKT MELLEM FAGGRUPPER

Tværfaglighed var noget af et modeord i de år, men i de fleste tilfælde betød det blot, at flere faggrupper havde et vist samarbejde, altså snarere flerfaglighed. I hospicesammenhæng indebar det noget mere, nemlig fælles mål og værdier, ligeværdighed, tæt kommunikation og evne til at give plads til hinanden. Det hele båret af respekt faggrupperne imellem, uden dog at den faglige identitet blev udvisket. F.eks. kunne sygeplejerskerne under lægeligt ansvar ordinere medicin indenfor fastlagte dosisrammer. Omvendt kunne lægens observationer og handlinger også vedrøre plejemæssige forhold.

Tydeligst var tværfagligheden måske tilstede i de daglige konferencer, og i de løbende drøftelser af stort og småt. Tværfagligheden slog efterhånden også igennem i publikationer og undervisning. Særlige resultater opnåedes når kursusdeltagere kunne iagttage vores samarbejdsmåde direkte.

FAGLIG FØLGEGRUPPE

Et hospice var i 1992 en helt ny form for institution i Danmark. Det var ikke et hospital i amtsligt regi og med en sundhedslov som basis, og det var heller ikke et ikke et plejehjem med en lov om social service som basis. Derfor var der ikke umiddelbart nogen overordnet myndighed, der ville eller kunne støtte og føre tilsyn med virksomheden. Sundhedsstyrelsen frasagde sig opgaven.

For at have en form for sparring og tilsyn bad man derfor en lille gruppe faglige eksperter om at følge tilblivelsen og driften på hospice. De faglige eksperter var embedslæge Carl Johan Sievers (Københavns Amt), forstanderinde Bente Thuesen Winterø (Københavns Amts sygehus i Glostrup) og overlæge Odd Dietrichson (tidligere overlæge på medicinsk afdeling, Sankt Lukas Stiftelsen). De var på hver deres måde var en meget stor støtte og hjælp til afklaring af mange forhold. Der blev holdt kvartalsvise møder med gruppen, og hver af deltagerne blev konsulteret i enkeltsager. Det var godt at have dem til rådighed med al deres store erfaring og faglighed. Traditionen med faglige følgegrupper var dermed grundlagt, og fortsætter i dag som supplement til Sundhedsstyrelsen.

SUNDHEDSSTYRELSENS ARBEJDSGRUPPER

I 1995 nedsatte Sundhedsstyrelsen en arbejdsgruppe, som vi begge var medlemmer af. Kommissoriet var at beskrive hospicefilosofien og andre former for palliativ indsats i Danmark. Arbejdet resulterede i redegørelsen ”Omsorg for alvorligt syge og døende” (Sundhedsstyrelsen 1996).

Igen i 1998 blev vi indkaldt til en arbejdsgruppe, der skulle udforme de konkrete nationale faglige retningslinjer. Det blev til rapporten ”Faglige retningslinjer for den palliative indsats”(Sundhedsstyrelsen 1999).

PALLIATIV MEDICINSK AFDELING

Fem år efter åbningen af Sankt Lukas Hospice etableredes Danmarks første palliativ medicinske afdeling på Bispebjerg Hospital i København. Det skete som led i dannelsen af ’Hovedstadens Sygehusfællesskab’ (HS) som i øvrigt betød adskillige omlægninger, afdelings-fusioner og -nedlæggelser på byens hospitaler. HS ønskede midt i alt dette at skabe noget nyt og fangede den palliative trend på det rigtige tidspunkt. Selvom det måske var inspireret af Sankt Lukas Hospice, var konceptet dog anderledes. Man lagde i virkeligheden nogen afstand til hospicetanken, idet målsætningen primært var forskning og udvikling. Optagelsesproceduren var stram med lægehenvisning og nøje selektering. Målgruppen var patienter med ”kompleks symptomatologi”, dvs. komplekse fysiske symptomer, mens de mere almenmenneskelige og eksistentielle aspekter trådte i baggrunden.

Det var i begyndelsen ikke afdelingens formål at være et sted, hvor patienterne nødvendigvis skulle dø. Efter palliativ ”færdigbehandling” kunne de udskrives til stamafdeling eller til hjemmet – men med stadig kontakt til afdelingen. Med tiden ændrede dette sig dog, så afdelingen alligevel fik en hospicelignende funktion, bl.a. med udstrakt psykosocial omsorg. Afdelingen producerede samtidig god forskning.

HJEMMEHOSPICE

I 1996 vedtog Københavns Amt at bevilge 3 mio. kr. til Sankt Lukas Stiftelsen for at udvide aktiviteten på hospice. Tanken var at etablere yderligere 3-4 sengepladser. Det blev dog hurtigt set som mere konstruktivt og nyskabende at give et hospicetilbud til de uhelbredeligt syge borgere i Københavns Amt - 500.000 indbyggere - der ønskede at blive i deres hjem.

Det havde også baggrund i Sundhedsstyrelsens rapport fra 1996 ”Omsorg for alvorligt syge og døende”, hvor en af hovedkonklusionerne var, at der ”i videst mulig omfang skal gives patienten mulighed for at vælge, hvor han/hun vil være i den sidste tid”. Konceptet var at flytte hospiceomsorgen ud i hjemmene, som et supplement til primærsektorens tilbud og muligheder.

Konstruktionen beskrives lidt mere detaljeret i det følgende:

Man tog sig af 30 patienter ad gangen, ansatte fire fuldtidssygeplejersker, alle med hospicebaggrund, en fysioterapeut og en hospicepræst. Man ansatte en speciallæge fælles med hospice, og tog lidt senere også en gruppe frivillige ind.

Patienterne kom i pleje ved telefonisk henvendelse. Patient eller pårørende henvendte sig i 42 procent af tilfældene, resten blev henvist af sundhedssystemet: hjemmeplejen 30 procent, sygehus 14 procent og egen læge 8 procent. Herefter fulgte et visitationsbesøg af hjemmehospicesygeplejerske, hurtigt efterfulgt af et besøg af hospicelægen. Derefter blev der foretaget jævnlig opfølgning ved telefonrådgivning og besøg efter behov.

I hjemmehospice var støtten til den ofte hårdt belastede nærmeste pårørende næsten vigtigere end hjælpen til patienten selv. I mange tilfælde blev det afgørende for, at de magtede og turde fortsætte som såkaldt ”primær omsorgsgiver”. Udenfor dagarbejdstid blev opgaverne varetaget af en sygeplejerske i det stationære hospice, som både havde en særskilt timenormering hertil og adgang til alle journalpapirer. Også en af hospicelægerne kunne kontaktes ved behov. På denne måde havde patienterne 24 timers dækning alle ugens dage, hvilket var afgørende for tryghed og kontinuitet. Samtidig undgik man uhensigtsmæssige vagtlægetilkald og hospitalsindlæggelser.

SAMARBEJDE MED HJEMMEPLEJE OG EGEN LÆGE

Det er indlysende, at samarbejde med omverdenen kommer i fokus, når et nyt palliativt ekspertteam skal arbejde i et felt hvori der i forvejen er mange aktører - først og fremmest den kommunale hjemmepleje. Den skepsis, vi forventede at blive mødt med, var imidlertid meget behersket og svandt efterhånden som tingene udviklede sig.

Specielt relationen til de praktiserende læger kunne antages at blive problematisk, fordi lægen kun sjældent var den, der havde henvist og derfor med rette kunne føle sig omgået. Vi gjorde derfor meget ud af kommunikationen i form af et omfattende startbrev med vurdering og oplæg til behandling og samarbejde. Brevet blev senere fulgt op med telefonkontakter. I det store og hele blev ordningen godt modtaget af lægerne. Ordningen blev evalueret ved en spørgeskemaundersøgelse i 1998. Som regel overgik den palliativ medicinske behandling helt til teamet, hvilket selvsagt var pædagogisk mindre hensigtsmæssigt. Det var imidlertid nødvendigt i de første år, både fordi patienterne ønskede det, og fordi vi selv skulle finde fodfæste i nyt land. I de senere år har samarbejdet nok fået mere rådgivende karakter.

Alt i alt er styrken ved vort palliative team , at det er baseret i et stationært hospice, og at det er døgndækkende.

STIERNE ER TRÅDT

Det var både en stor udfordring og en stor tilfredsstillelse for os at kunne træde alle disse nye stier, afprøve muligheder, kassere nogle og videreudvikle andre. Det daglige arbejde tog de fleste kræfter, oplysende og undervisende aktiviteter tog resten. Det, vi ikke nåede tilstrækkeligt meget af, var forskning, publicerende virksomhed og fagpolitisk arbejde.

Vi sender en taknemmelig tanke til alle de kolleger og medarbejdere, engagerede og loyale, som var med, nogle hele vejen, andre et stykke af vejen.

Både vi, Sundhedsvæsenet og hele samfundet skylder Sankt Lukas Stiftelsen en stor tak, fordi den udover sit diakonale hovedformål havde vision, mod og generøsitet til at løbe det hele i gang. At det kunne bære og ikke skulle briste fremgår af udviklingen i de forløbne 20 år – også af at Sankt Lukas Stiftelsen i 2011 kunne udvide kapaciteten fra 12 til 24 pladser i hospice og fra 30 til 45 pladser i hjemmehospice.