Af Hans Henriksen
PubliMus - en skriftserie om musik / publimus.dk
Der er skrevet meget om og af komponisten Per Nørgård. Han har selv fortalt
indgående om sit barndomshjem, om forældrene og bedsteforældrene, den tidlige
skoletid og hans og broderen Bents bevægelige tegneserier med musikledsagelse
(‘tecnis’). De tidlige og vigtige ungdomsår, gymnasietiden og det efterfølgende
tiår er imidlertid relativt underbelyste. Det er formålet med dette bidrag at råde
lidt bod herpå.
Skoletiden
I august 1948 blev Per Nørgård og jeg klassekammerater i nysproglig 1. g på
Frederiksberg Gymnasium på Hollændervej, henholdsvis 16 og 15 år gamle. Vi
havde også gået på skolen i de fire mellemskoleår, men ikke i samme klasse og
havde derfor ikke været i tæt kontakt. Vi oplevede begge katastrofen den 21.
marts 1945, da kvarteret ved et uheld blev ramt af engelske bomber, og Den
Franske Skole tæt ved blev pulveriseret og 86 børn dræbt. Det forlader os aldrig.
Frederiksberg Gymnasium var dengang på sin vis et gammeldags miljø med
reminiscenser af den sorte skole. Spanskrøret stod i rektors skab så sent som til
1946, da Erik Oxenvad blev rektor, men der var også reformer i gang. Således
var det et af de første år med en blandet gymnasieklasse, 5 piger og 17 drenge
(fig. 1). Indtil få år tidligere havde det været en ren drengeskole, ligesom
Falkonergårdens Gymnasium på Dr. Priemes vej lige om hjørnet havde været en
ren pigeskole. Men lærerne var stadig udelukkende mænd. Disciplinen var på
den ene side stram: jernporten blev låst nøjagtig kl. 8.00, og de af os der kom
bare nogle sekunder for sent måtte lukkes ind af pedellen og gå bodsgang hen til
den berygtede lektor Kjær (ham med lussingeskandalen i 1935, da han smak en
til en 17-årig elev og fik en tilbage med fuld kraft). Kjær stod og ventede
indenfor porten med sin lille sorte bog og et nydelsesfuldt smil om munden – ”du
kan komme til mig efter skoletid” –hvilket betød ’eftersidning’ i mindst en time,
som regel i stående stilling. På den anden side det modsatte af disciplin: der var
lærere der kæmpede forgæves og fortvivlet med kaos og ballade i timerne.
Pædagogikken var elendig, selvom flere af lærerne havde stor specialviden, men
var endt som gymnasielærere i stedet for at kunne arbejde med det der var deres
liv. Der var dog enkelte undtagelser, f.eks. H. C. Andersen-forskeren dr. phil. Bo
Grønbech, en fremragende litteratur-formidler og tillige leder af skoleorkestret,
og zoologen og forfatteren Hans Hvass, en barsk humorist.1
Var Per veltilpasset her? Nej, men heller ikke utilpasset, snarere bare tilpasset.
Han var bestemt ikke lykkelig ved skolelivet, men på den anden side ikke
oprørsk; han passede sit arbejde og virkede altid velforberedt, mere på grund af
sin begavelse end på grund af lektielæsning, som han ikke behøvede bruge
megen tid på. Han blandede sig ikke meget med resten af klassen, men alle holdt
af ham.
Når man ser Pers værkliste fra gymnasieårene og betænker at han var elev hos
Vagn Holmboe allerede fra 2. g i 1949, kan man undre sig over at han havde tid
til at gå i skole – det må nærmest have været en bibeskæftigelse for ham. I dag
ville en ung kunstnersjæl nok være droppet ud, men jeg tror Per opfattede
gymnasiet som en art værnepligt, noget der skulle overstås og som vel ikke
kunne skade. Respekt for forældrenes ønske (og Holmboes rådgivning?) har også
spillet ind. Og i baghovedet havde han et meget større oprør.
En måde at komme igennem det på var den sorte humor som han delte med
sidekammeraten på 2. pult i vinduesrækken, Jess Ørnsbo, og til dels med mig og
med den altid muntre Peter Syberg, sønnesøn af Fritz Syberg. Jess og Per
udgjorde klassens intellektuelle elite og havde både meget sammen og meget
hver for sig, Jess allerede aktiv digter og Per langt inde i komponistgerningen.
Sin trang til anderledeshed viste Per kun sjældent, men gjorde det dog på en helt
lydløs måde, da vi engang lige før jul fik udleveret hver sit lys som vi skulle
sætte fast på pulten foran os, mens der blev læst højt. Hos alle stod de fint lodret,
hos Per 20 grader skævt. Nogle gange var han også med i vildere ting. Det var
yndet at nedtage van Gogh-reproduktionerne fra væggen og bruge dem som
skjold i nærkampe (Fig. 2 og 3).
Påvirkninger og ikke-påvirkninger
Allerede i gymnasieårene var Per usædvanlig belæst og sørgede således for sin egen
dannelse. Han var optaget af Oswald Spengler og dennes kulturpessimistiske
’Untergang des Abendlandes’, af Nostradamus’ fremtidsforudsigelser og af P.D.
Ouspenskis arbejder om esoteriske videnskaber og f.eks. det firedimensionale tidrum
begreb. Også Stravinskijs ’Musikalsk Poetik’ betød meget. I dansk poesi var
Paul la Cours ’Fragmenter af en Dagbog’ vigtig for ham, og lidt senere blev vi
begge optaget af J. Anker Larsens romaner: ’Martha og Maria’ (1925), ’Sognet
som vokser ind i Himlen’ (1928) og hans filosofisk-metafysiske ’For Aaben Dør’
(1926). I malerkunsten elskede han Marc Chagall med dennes særegne blanding af
kærlighedspoesi og ophævet tyngdekraft. Kvintetten opus 1 fra 1952-53 bærer
undertitlen ’Hommage à Marc Chagall’. Det grotesk sjove og vanvittige dyrkede vi
ved at se alt hvad vi kunne støve op af Marx Brothers film.
Musikalsk var undervisningen hos og inspirationen fra Vagn Holmboe
altoverskyggende. Det var nok et lærer-elev forhold, men udviklede sig også til
dybt venskab og åndsfællesskab. Hvordan en sådan undervisning i komposition
egentlig foregår kan det være svært at forestille sig, og Per har aldrig fortalt
detaljeret om det. Der var selvfølgelig gennemgang af værker, både klassiske og
Pers nyskrevne, men samtaler om musikkens dybere væsen og aspekter må have
været lige så væsentlige. Tanken om det nordiske som musikalsk univers opstod
her, men ikke Sibeliusfascinationen – den var Pers egen indgivelse. For det relativt
beskedne honorar indkøbte Holmboe partiturer til Per af alle de vigtigste
orkesterværker, heriblandt alle Mahlers symfonier
I en periode i 2. g var pianisten og mag.art. Bengt Johnsson tilknyttet skolen, og
vi fik ham i faget sang. En dag i september 1949 troppede han op med partituret til
Anton Bruckners 7. symfoni og brugte en hel time til at gennemgå den ved flyglet.
Det var jo ret halsbrækkende at kaste sig ud i overfor en flok urolige teenagere. Per
og jeg var da også de eneste der hørte efter, og de eneste der tog imod tilbuddet om
at komme til generalprøve på torsdagskoncerten 22. september 49 i
Statsradiofoniens Koncertsal. Dirigenten var Fritz Busch, højt elsket af
Radiosymfoniorkestret, som på det tidspunkt var i en god fase efter en større
udvidelse, men ikke havde spillet Bruckners 7. siden den første opførelse i
Danmark i 1931. Det var for mig en magisk oplevelse og blev begyndelsen på en
livslang Bruckner-hengivenhed. Jeg var i den 7. himmel (undskyld) og ventede at
dele begejstringen med Per bagefter, da vi stod ude på Rosenørns Allé. Men han var
upåvirket, sagde ikke noget, men udtrykte med let smil og hovedrysten noget i
retning af ’sådan kan man da ikke skrive’. Jeg tror at han fandt værket både
langtrukkent og naivt, hvilket det jo på en god måde også er. Først senere forstod
jeg at det var hele den senromantiske ånd og stil han måtte lægge afstand til –
ekspansivt udtrykte følelser i musikken, nej tak. Og jeg indså også det selvfølgelige
i at en ung komponist må have noget at vende ryggen til, tage afsæt fra for at kunne
skabe sit eget. Den unge Per var ikke ven af senromantikerne og blev det næppe
heller senere.2 Det var et sært sammentræf at uropførelsen af Pers 7. symfoni, bestilt
til indvielsen af DR-Koncerthuset i januar 2009, blev koblet med Gustav Mahlers 2.
symfoni fra 1894. Eller var det netop en rigtigt valgt kontrast? Måske, og i hvert
fald skulle den nye koncertsal jo præsenteres med det store udtræk: kæmpeorkester,
orgel, kor og solister. I den forbindelse er det interessant at tænke på at Pers meget
nordiske 1. symfoni fra 1953 netop i maj 2013, 60 år senere, er cd-indspillet
sammen med hans 8. symfoni af Wiener Filharmonikerne og dirigenten Sakari
Oramo, altså i den by hvor Mahler i november 1907 havde sin afskedskoncert med
netop den 2. symfoni – ’Opstandelsen’.
Samlytning
Længe havde vi ikke gået i 1. g, før Per og jeg opdagede at vi kunne noget
sammen som var mere interessant end at gå i skole. Vi begyndte at bruge
eftermiddagene en eller to gange om ugen til at dyrke musik. I Pers hjem på
Jagtvej 101 var der et Hindsbergflygel (det samme som står i hans
arbejdsværelse den dag i dag), en stor radiogrammofon og en samling 78-plader
og mono-33’ere (lp-vinylpladerne dukkede op omkring 1950). Vi startede med
Brahms’ 2. symfoni, blev så blæst omkuld af Stravinskijs ’Le Sacre du
Printemps’ og Bartóks ’Koncert for orkester’, men endte efter et års tid hos
Sibelius. Det var som at komme til et helt nyt univers, særlig for mig der kom fra
et hjem hvor min fynbofar (maleren Harald Henriksen) elskede Carl Nielsen,
særlig ’Maskarade’, blæserkvintetten og de af symfonierne han kendte, mens
han mente at Sibelius var knortet og dyster. At høre Sibelius sammen med Per
var stærkt smitsomt og en hyperintens oplevelse; det var magisk samlytning på
en måde der ikke kunne sammenlignes med at høre musikken alene. Sibelius’
første og anden symfoni blev vi relativt hurtigt mætte af trods deres pragt, men
nr. tre til syv og ’Tapiola’ var åbenbaringer, intet mindre. I årene frem mod 1955
granskede vi dem en for en, både med og uden lommepartitur, og vi var betagede
af hvad vi hørte: en musik, som var sær og gådefuld og som på én gang virkede
ny og gammel, velkendt og fremmed. Den femte symfoni hørte vi i den
historiske indspilning fra 1932 på HMV med den finske dirigent og Sibelius-ven
Robert Kajanus, den første grammofonindspilning nogensinde af et
Sibeliusværk. Ellers var det dirigenterne Anthony Collins og Malcolm Sargent vi
hørte. Når det var på 78’ere fyldte sådan en symfoni fem-seks store plader, så der
skulle vendes og skiftes nål ustandselig. I koncertsalene blev disse værker kun
meget sjældent spillet.
Vores måde at lytte på var forskellig. Per var stærkt optaget af form, både
storform og mikroform og af den flerlagede og fler-rytmiske struktur hos
Sibelius, noget der skulle blive så vigtigt for ham selv. Og han viste mig hvordan
kimudvikling og metamorfosedannelse var vigtige formgrundlag. Da dette
princip gik op for mig, forstod jeg ikke bare Sibelius, men også anden musik på
en ny måde, og det blev ligefrem en sport at gå på metamorfosejagt. Sibelius’
klangverden beskrev Per ofte med ordet ’herb’ (ty.: streng eller barsk), for at
beskrive for eksempel den måde han skriver for træblæserne på – de legende,
tilsyneladende ubekymrede tertsløb over en dyb, mørk grund. Først efterhånden
forstod jeg hvad han mente med ordet ‘herb’, ikke noget knortet, klippeagtigt
eller afvisende, men en sær vissengrøn indadvendt karakter. Visuelt kunne det
give billedanelser om mørk natur, sorte graner mod lys himmel.
Påvirkningen fra og slægtskabsfølelsen med Sibelius er beskrevet indgående
flere steder, og korrespondancen fra 1954 er publiceret. Jeg kan blot tilføje at jeg
oplevede Per som yderst blufærdig og privat omkring disse breve, og jeg så dem
aldrig, selvom vi var meget nære. Jeg var dog ikke i tvivl om at han var lykkelig
for dem; de var en skat som han måtte holde tæt ind til sig.
Besøget hos den 89-årige Sibelius i efteråret 1954 sammen med en gruppe
unge skandinaviske komponister viser det samme træk. Selvom de kendte
hinanden gennem brevene, holdt Per sig beskedent (og genert) i bagerste række
nede i haven, mens det var Ole Schmidt, en anden af mine nære musikervenner,
der kom op på balkonen og trykkede hånd med mesteren (man kan næppe
forestille sig mere forskellige personligheder end Per og Ole). Der eksisterer et
foto fra begivenheden, hvor man ser Sibelius på verandaen foran Ainola hilse på
Ole Schmidt, som var en halv meter højere end den gamle. Sibelius i støvfrakke,
med rundpuldet blød hat, hvid flip og spadserestok i hånden, som om han skulle
ud at promenere på 5th avenue. Indenfor i Ainola kom gruppen selvfølgelig ikke.
Samspil
Atmosfæren i Pers hjem på Jagtvej var usædvanlig varm, en solid borgerlig
hygge, som ikke blev mindre når forældrene kom hjem fra Nørrebrogade 90 efter
brudekjoleforretningen ’Eva’s lukketid. Erhard rund og jovial (det koleriske
mærkede jeg aldrig), Emmely både smilende og alvorlig – mildhed og
myndighed kæmpede om overtaget. De vidste godt at nu havde deres søn igen
ikke lavet skolearbejde, men det var tydeligt at de accepterede at musikken var
vigtigere for ham. Husassistenten Nina serverede the om eftermiddagen, og
nogle gange fik jeg lov at blive og spise med om aftenen. I ferien besøgte jeg
flere gange deres sommerhus på Sommerstien i Greve Strand, hvor vi også
kunne høre musik på grammofon, hvis vi ikke bare lå på græsplænen og kiggede
op i luften.
I mit hjem på Sdr. Fasanvej havde vi ikke grammofon, men et hæderligt
opretstående Hornung & Møller, så her fløj tiden med sammenspil. Jeg havde
siden 13-årsalderen spillet cello og været elev af Alf Petersen, cellist i
Radiosymfoniorkestret, og Per var allerede dengang en fremragende pianist. Vi
kastede os over repertoiret for cello og klaver, først Beethovens sonater, så
Brahms, særlig arbejdede vi med e-mol sonaten.
Så pludselig en dag kom der håndskrevne noder på stativet. Pers første
celloværk var ’Suite for cello og klaver’, skrevet i de første måneder af 1950.
Her afprøvede han for første gang varsomt mulighederne i et andet instrument
end hans eget, klaveret. Han kan den dag i dag synge begyndelsen af første sats,
et godt og prægnant tema – og kan sikkert også resten af satsen, selvom det er 63
år siden. Også anden sats, Cantilene, har et enkelt og sangbart tema som er svært
at glemme. Vi arbejdede ihærdigt med suitens fire satser, og den 11. maj 1951,
mens vi burde være i fuld gang med at læse til studentereksamen, indspillede vi
både suiten og den tresatsede ‘Sonate for cello og klaver’ fra 1950-51 i Fonas
studie på Strøget. De nu slidte 78’ere, der kun blev lavet i ét eksemplar, er
sammen med manuskripterne bevaret på Det Kongelige Bibliotek, desværre
ukomplet, men det der eksisterer er i 2013 blevet digitaliseret og kan som cd
aflyttes på læsesalen under betegnelserne D1 og D2. Senere i 1951 blev jeg
inviteret med til et besøg hos Vagn Holmboe i Ramløse, hvor vi spillede de to
stykker for ham. Jeg husker ikke nøjere hans reaktion, han lyttede intenst,
nikkede men sagde ikke meget. Jeg er dog ikke i tvivl om at han mærkede at her
var noget vigtigt på færde. Han var med sine lysende øjne en forunderligt stærk
og senet personlighed.
I de år spillede Per selvfølgelig også sine første klaverværker for mig
efterhånden som de blev skrevet: ’Concertino 1’ (1949) og ’Concertino 2’
(1950)3 – ’Sonate i en sats’ (1953, revideret i 1956)4 – ’Partita severa’ (1951,
tilegnet Meta og Vagn Holmboe) – ’Capriccio’ (1953, tilegnet broderen Bent
Nørgaard). Kraften og kompleksiteten i disse værker gjorde stort indtryk på mig,
men det var også mærkelig, svær musik, og når jeg ikke selv var aktivt
medspillende var det vanskeligt at få den rigtig ind under huden.
De første vigtige celloværker
Stor oplevelse fik jeg til gengæld af arbejdet med ’Sonate for cello solo’ (1951,
revideret 1953). Det er et værk af stor melodisk rigdom og med en enestående
tematisk udvikling og sammenhæng mellem de tre satser. Den blev uropført i
den oprindelige version i marts 1953 af Asger Lund Christiansen. Også Lars
Geisler arbejdede med værket og opførte det i den reviderede version ved en
privat lejlighed i september 1954. Det er måske det første Nørgård-værk der har
holdt over alle årene, og som stadig spilles og også foreligger på cd med Morten
Zeuthen. I forhold til de to tidligere celloværker var denne sonate visse steder vel
teknisk krævende for mig. Men når vi arbejdede, førte mine problemer så godt
som aldrig til ændringer. Jeg kunne jamre nok så meget over ‘uspillelige’
dobbeltgreb og flageoletter, Per smilede sit elskelige smil og sagde: ”Prøv lige
igen”. Og form og forløb var selvfølgelig og heldigvis aldrig til diskussion,
selvom Per altid lyttede opmærksomt til kritik. Hans tidlige værker var fra
fødslen skabt som de skulle være, færdigt arbejde.
Det samme gælder den lidt senere ’Solo intimo’ opus 8.5 Værket, som nu er
ved at være et repertoireværk for cellister eller burde være det, er aldrig blevet
revideret, men må ved en lykkelig proces også være skabt fuldt færdigt fra
starten. Jeg begyndte at arbejde med den så snart blækket var tørt. Jeg kunne
godt spille tonerne, men jo ikke udfolde den i fuldt format og for eksempel få
værkets pragtfulde bueform frem. ’Solo intimo’ har siden fået fremragende
fortolkere.6 I 1963 fremhævede komponisten og Politiken-anmelderen Flemming
Weis i den tids anmeldersprog den ”suveræne artistiske beherskelse af stoffet”
efter en koncert i Akademiets festsal (Bertel Søeborg Ohlsen). Jeg ser ’Solo
intimo’ som et hovedværk fra Pers tidlige periode og som en fantastisk
realisering af celloens væsen, fra det stille poetiske over det mediterende til det
næsten hysteriske. Jeg fyldes af en varm glæde ved via tilegnelsen at føle et
lillebitte medejerskab til både ‘Solo intimo’ og den forudgående ’Sonate for cello
solo’. Begge værker var i øvrigt eksempler på komponistens forbilledligt klare
nodeskrift (faktisk tydeligere end Bachs). Manuskripterne er supernøjagtige og
lige til at spille efter, som var de lavet af en nodestikker. Ikke noget dårligt
udgangspunkt for de kommende års grafiske og helt frie notationsformer, som
han vel første gang anvendte i det eksperimenterende orkesterværk ‘Fragment
VI’ (1961). Måske er det barndommens tegneudfoldelser der er fulgt med ind i
musikken?
Selvom titlen indebærer noget indadvendt, har ’Solo intimo’ også ekspressive
og mere dramatiske sider. Alene den indledende store opadgående septim giver
en fornemmelse af indre spænding. Men som værket udfolder sig, har det en
klassisk balance og bærer i høj grad det nordiske præg. I den forbindelse kan
man være fristet til at spørge om en nutidig ung musiklytter eller -forsker
spontant oplever Pers musik fra disse år som ’nordisk’ uden at have læst eller
fået fortalt det på forhånd? Hvad er det helt konkret der er nordisk? Et godt
spørgsmål som man siger. Skal jeg pege på bare et enkelt træk, kunne det være
eksemplet vist i fig. 4 med springet fra D-dur til en Gis-tonalitet, med dybt C
som dejligt kontrapunkt. Her får jeg en klar nordisk naturfølelse, selvom det
selvfølgelig er absolut musik. Jeg får også mindelser om Sibelius, hos hvem der
for eksempel i sidste sats af den 6. symfoni forekommer lignende harmonifølger.
”Auf dem Wasser”
Naturfølelse kan jeg ikke omtale uden at beskrive vore sommerekspeditioner, én
til tre uger i kano på de jyske åer, søer og fjorde. Gudenåen 1949 og 1952, Karup
Å 1950, Stubbergård Sø og Flynder Sø 1953, Storåen og Nissum Fjord 1955,
Skjern å og Ringkøbing Fjord 1957. Åsejlads dengang var noget andet end i dag.
Stilheden, bortset fra lyden af strømmende vand, ingen campingpladser med
toilet, rindende vand og forbudsreglement. Og så var der næsten ingen
mennesker; man kunne sejle en hel dag uden at se andre levende væsener end
køer og fugle, inklusive sommerfugle. Når det var tid at slå lejr for natten, gik
turen op til nærmeste gård (som kunne være mere fjern end nær) for at spørge
om lov og få fyldt vanddunken. Efter at vi var blevet set nysgerrigt an en tid,
kunne det så lyde: ”Jow, det ka der wal æ ske noj we”. Indtil 1954 var Per og jeg
alene på turene, efter 1954, da vi havde truffet vores kærester Anelise (Brix
Thomsen) og Birgit (Halling), var vi fire rejsende. To telte, to både.
Åer er som bekendt slyngede, og for hver drejning dukker nye syn frem. Per
har selv sammenlignet denne stadige forandring i perspektivet med et
eksistensbehov hos ham, særlig i hans musikskaben. Stilstand og idyl overfor
forandring, opbrud, måske kaos og katastrofe. Nysgerrigheden efter hvad sker
der lige om lidt? I Pers musik opleves denne nysgerrighed tit som en drivende
kraft, måske fordi han selv gerne vil høre hvad der kommer. Han vil gerne
overrumples, selvom det er ham selv der skal stå for det, og han insisterer på at
høre noget som han og verden ikke har hørt før. Derfor kan han selvfølgelig også
være svær at følge. At åsejlads på den måde kunne være både en livsmetafor og
et billede på musikalsk udvikling, forstod jeg først senere.
Radikal og grænseoverskridende forandring har været tilbagevendende i Pers
musik, både i det enkelte værk, fra værk til værk, og i overgangen mellem de
bekendte 7 eller 10-årsperioder, som ikke er ulig forløbet hos f.eks. Beethoven.
Per har provokerende – og sat på spidsen – sagt at megen klassisk musik keder
ham, fordi han finder den entydig og får ham til at føle sig lukket inde - disse
evindelige 4 og 8-takters perioder, de samme harmonier og rytmer. Han har sågar
sagt at han finder ’Le sacre du printemps’ forudsigelig! Det har helt klart at gøre
med hans umættelige og stadige behov for nytænkning og nyudvikling, noget der
gør ham overfølsom og utålmodig over for gentagelser og langsomhed (jf. den
lille oplevelse med Bruckner). Dette betyder selvfølgelig ikke at
wienerklassikerne ikke var og er højt skattet af ham, og vi hørte dem en del
dengang. Når vi diskuterede Haydn og Mozart, fremhævede Per altid Haydn som
ideal, karakteriserede ham som den apollinske af de to (uden at Mozarts musik
derfor nødvendigvis var dionysisk), et synspunkt som også Vagn Holmboe har
udtrykt.
Aftenerne på kanoturene var hvilepunkter efter dagens strabadser som kunne
bestå af passage af forhindringer langs åen, f.eks. vandmøller, ørreddamme eller
sluseværker hvor bådene skulle tømmes, bæres over på den anden side og lastes
igen. Efter aftensmaden (ofte skipperlabskovs og kartoffelmos fra dåse) kom
piberne frem. Piberygning var kult for os i de år, piberne var fra Pibe-Dan i
Vestergade, tobakken var den engelske Four Square (kan ikke fås mere), helst
den med latakia. Stærk og vellugtende og god til at holde myggene væk. Vi talte
ikke om så meget andet end praktiske ting. Så vidt jeg husker ikke om musik.
Og slet ikke politik.
Men godnat-højtlæsning var vigtig. Det måtte gerne være noget med gys og
gru. En favorit var Franz Kafkas fortællinger, f.eks. ’I Straffekolonien’ med den
grumme beskrivelse i alle detaljer af en henrettelsesmaskine. Den historie er som
et mareridt (og det lige før vi skulle sove), fuld af pararealisme, absurditet og sort
humor. Eller Edgar Allan Poes noveller, f.eks. ’Hvad der virkelig hændte Mr.
Valdemar’, ’Levende begravet’ og ’Arthur Gordon Pym fra Nantucket’. Ofte
nåede vi ikke langt i historierne, før tydelige sovelyde fra den anden betød at det
var tid at slukke lommelygten.
Per som ellers tog ret let på regler og orden havde ét blødt punkt: hvis der blev
afsat en lillebitte stribe af rød marmelade i smørret som vi stak i med vores knive
ved morgenmaden, kunne han blive ganske ophidset. Skønt man kunne sige at
det var et mindre problem, når vi nu var på feltfod og så meget andet var kaotisk.
Måske er det den samme selektive ordenssans som jeg fandt i hans nodeskrift og
notation?
På en kanotur er man selvfølgelig prisgivet vejret. Regn er ikke det værste,
hedebølge kan virkelig være ødelæggende. Ingen skygge nogen steder og varmen
som samler sig ubønhørligt i ådalen. På vores sidste tur sammen på Skjern å i
juni 1957, som 25-26 årige, blev vi to gange nødt til at vende døgnet, sove om
dagen under et træ, sejle om natten. Det sidste blev en magisk oplevelse. Glide af
sted i den lyse og alligevel dunkle midsommernat, næsten ingen sigtbarhed på
grund af tæt mosekonebryg over åen (det eneste bryg vi fik), men lydene desto
stærkere. Og fuglekoret, gøge i alle intervaller, rene og urene, fra stor sekund til
kvart, sivsanger, rørsanger, nattergal. I det fjerne måske en rørdrum. Og
dobbeltbekkasinen der lavede sine styrtdyk lige over os. Solopgangen ved 5-
tiden, tågen der langsomt lettede, en ny hed dag var ved at begynde. En anden
fugleoplevelse der kunne henrykke os var hejren, dengang en vild, sky og ret
fåtallig fugl – ikke som i dag hvor den også er blevet byboer, tilstede i flokkevis i
Sortedamssøen og i Frederiksberg Have hvor den spiser af hånden. Skjern Å
munder ud i Ringkøbing Fjord der er stor som et hav, og denne overgang fra det
lukkede, ‘trygge’ å-landskab til det store rum virkede frygtindgydende –også
fordi der stod en strid sommerblæst fra vest. Oplevelsen blev i en foromtale af
orkesterværket ‘Fragment VI’ ved uropførelsen i 1962 af anmelderen Frede
Schandorf i Politiken angivet at ligge til grund for værket. Dette benægtes dog af
komponisten i dag.
Ved Stubbergård Sø og Flyndersø fik vi de stærkeste oplevelser af vestjysk
natur, grænsende til det nordskandinaviske. Mere end den åbenbare skønhed var
det det gådefulde, det mørke og det uendelige i denne natur. Oplevelsen var af
bevidsthedsudvidende art (ganske stoffri) og havde også klart en kosmisk
dimension. Og når vi så uendelighedsrækkerne af graner mod den lyse nordiske
nattehimmel, talte vi tit om ’de uendelige skove’, vel vidende at afstandene i
Danmark er overskuelige. Men tankerne gik til Finland og Nordsverige, de store
nordiske sølandskaber, og vi drømte om at sejle deroppe engang. At vi også
tænkte Sibelius var ikke nødvendigt at sige. Det er nok ikke for meget sagt at det
berømte ‘nordiske sinds univers’, som Per formulerede i 1956 i en artikel i
’Nordisk Musikkultur’ havde meget af sin oprindelse her på turene i den jyske
natur, men nok også i landskabet ved Arresø i Ramløse bakker, Vagn og Meta
Holmboes egn. Det opstod på ingen måde som et big bang (hvad universer ellers
plejer at gøre), men som en langsom åbenbaring, eller måske snarere en
opvågnen til noget der allerede var der i vores egen natur. De midtjyske
landskaber var i hvert fald meget anderledes end i Nordsjælland og Greve
Strand, hvor Per ellers havde tilbragt somrene. Selvom Per hen imod 1960 måtte
vende ryggen til det nordiske som musikalsk idiom, forsvinder så stærke
oplevelser i ungdommen ikke ud af sindet. Meget af hans musik har, som jeg
hører den, på en måde naturen i sig.
Vagn og Meta Holmboe var meget gæstfrie mennesker og inviterede i
december 1954 Per og mig med vores kærester til et par dage i deres
vidunderlige hjem. Vidunderligt særlig på grund af naturen i Ramløse Bakker og
omkring Arresø som mindede os stærkt om Vestjylland. Men også på grund af
den åndfulde og kreative atmosfære der var omkring de to mennesker. Da vi
vågnede lillejuleaftensdag, var der faldet sne. Det hele var eventyrlig smukt, og
vi gik et par lange ture i stilheden. Om aftenen fortalte Holmboe om rumænsk
folkemusik og demonstrerede optagelser fra sine studierejser. Og han spillede på
klaveret sin 8. symfoni, komponeret i 1952, et værk der skulle blive
betydningsfuldt for Per. Med hans egne ord: “Sinfonia boreale – den nordiske –
nærmest ændrede mit liv”. Efter uropførelsen og flere genhør sagde han: ”Det
ene sted efter det andet i det værk er det som at finde guld”. Juleaftensdag rejste
vi opløftede hjem.
Den nye unge musik
I årene 1951-56 hørte jeg sammen med Per de fleste opførelser af ny musik,
særlig første- og uropførelser, både hans egne ting og de jævnaldrende
komponisters (Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm, Henning
Christiansen). Værker af den forrige generations komponister som Niels Viggo
Bentzon, Vagn Holmboe og Herman D. Koppel blev nu mere hyppigt opført ved
torsdagskoncerterne. Ellers var det kun Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT),
Collegium Musicum og Konservatoriets elev-soiréer der havde ny musik på
programmet. Tilhørerne var lidenskabeligt interesserede, men ikke ret mange, det
var mest ’de nærmeste pårørende’.
Stærkt indtryk gjorde specielt kvintetten for fløjte, violin, bratsch, cello og
klaver (opus 1, 1952-53), tilegnet Vagn Holmboe. Jeg var med til prøverne der
foregik på Konservatoriet på H.C.Andersens Boulevard, og sad et par gange ind
på cellostemmen i stedet for Lars Geisler. Særlig den første af de fire satser står
for mig som klart lysende og meget stærk. Denne sats er genstand for en
omfattende analyse i Rie B. Nielsen og Anders Bondes specialeafhandling om
Per Nørgårds nordiske periode (se nedenfor). Afhandlingen indeholder en
grundig fænomenologisk undersøgelse af alle værkerne fra den tidlige periode,
med hovedvægt på begrebet interferens (i Pers musik hentyder interferens til
forskydninger af rytmer og toner i forskellige lag). Førsteopførelsen af kvintetten
fandt sted ved en konservatorie-soiré i oktober 19537, andenopførelsen i DUT
februar 1954, sendt i radioen måneden efter. Så vidt vides er kvintetten ikke
opført siden, bortset fra en radioudsendelse af første sats i 1980. Men Sibelius
har læst partituret og i et brev udtrykt sin anerkendelse.
‘Trifoglio, tre intermezzi for klaver’ opus 7 spillede Jerndorff en aften hos Per i
maj 1954, men det blev John Winther der uropførte første sats i november 1955,
mens hele værket blev førsteopført i november 1960 af Ingrid Knudsen.
Klaversonaten opus 6 indstuderede John Winther i september 1954 med
generalprøve hos Per den 14. og uropførelse den 17. og gentaget i International
Kunstner Foyer den 21. Sonaten foreligger på en privatoptagelse, overført til cd
(Det Kgl. Bibliotek D5), men den er desværre skæmmet af megen støj og dårlig
lyd.
De to korsange ‘Skælven’ og ‘Søvn’ til tekster af Halfdan Rasmussen
gennemgik Per for mig i marts 1952, og han dedicerede mig dem efterfølgende.
Det er uklart om de er offentligt opført samlet, men ‘Søvn’ er i en revideret
version (1997) udgivet i ’Per Nørgård: Korbogen’. Korværket ’Aftonland’
(1954) til tekster af Pär Lagerkvist er tilegnet Sibelius som kvitterede med en tak
for den ”vackra komposition”.
‘Sonate for violin og klaver’ (1951-52) blev efter mine optegnelser uropført af
violinisten professor Thorvald Nielsen og formentlig Klaus Jerndorff ved en
koncert på Konservatoriet april 1952, men derefter spillet af Hans Nielsen og
Jerndorff (hvem den er tilegnet) i oktober 1952 på Musikhøjskolen i Oslo og
andre steder.
Det skønne værk ‘Metamorfosi’ for strygeorkester opus 4, der er skrevet under
et ophold hos Meta og Vagn Holmboe i Ramløse august 1953, blev som
studieproduktion uropført 30. august 1955 i radioen af Statsradiofoniens
Symfoniorkester og dirigenten Launy Grøndahl. Værket findes på en
privatoptagelse der er overført til cd og kan høres på Det Kgl. Bibliotek under
betegnelsen D5 i en relativt god lydkvalitet.
Et mærkeår
1956 var året hvor de unge mænd skulle giftes, Per med Anelise i januar, jeg
med Birgit i oktober. Kort efter deres bryllup rejste Per og Anelise til Paris hvor
han i et år studerede hos Nadia Boulanger. Til vores bryllup gav Per os en gave
som kun han kunne: sit ‘Preludio festivo’ for orgel. Et værk der stråler og
skinner stærkt, som sol gennem et kirkevindue. Barske, men treklangsbaserede
akkorder, og også lyriske passager. Det spiller kun tre minutter, slutter næsten
før det er begyndt. Men det syntes bruden ikke. Hun og præsten var åbenbart
ikke ordentligt informeret om dette indslag, der var placeret lige før vi skulle til
brudeskamlen. Midtvejs i stykket gjorde præsten tegn til at vi skulle rejse os og
komme derhen. Jeg blev siddende for at høre værket til ende, Birgit rejste sig
halvt, blev forvirret og rasende, og overvejede at sige nej. Så Preludio er festligt,
og uropførelsen i Skt. Bendts Kirke i Ringsted blev på bedste vis varetaget af
organist og cembalist Jørgen Ernst Hansen, min kære spillekammerat og
orkesterleder i barokensemblet Societas Musica.
1956 var også året hvor Per blev aktiv som skribent og debattør. Stor opsigt
vakte en artikel i tidsskriftet Nordisk Musikkultur (3:1956), hvori han beklagede
den ringe kontakt mellem de unge nordiske komponister under musikdagene i
Helsinki, og samtidig formulerede ideen om ‘det nordlige sinds univers’ som
modsætning til ‘det centraleuropæiske’. Artiklen udløste et stormvejr af indlæg,
hvori nogle kaldte det nonsens, andre provinsialisme, og sågar ordene Blut und
Boden blev, meget smagfuldt, brugt af den svenske komponist Karl Birger
Blomdahl. Ingen forstod tilsyneladende hvad Per mente, og det endte med en
diskussion af det nationale over for det internationale. Havde han bragt det
fællesnordiske sind på bane fem år tidligere, havde det sikkert ikke skabt denne
ophidselse, men i 1956 var det for sent, internationalismen havde fået fat, særlig
blandt de svenske komponister. Under studieopholdet hos Nadia Boulanger i
Paris 1956-57 blev Per direkte konfronteret med den europæiske avantgarde og
fortalte bagefter at han med sit nordiske sind havde følt sig isoleret og ikkeforstået,
ej heller af Boulanger. I 1959 deltog han med værket ‘Konstellationer’ i
ISCM-festivalen i Rom og gav bagefter igen udtryk for sin utilpashed ved den
dominerende avantgarde som han beskrev som nærmest totalitær. Samme år
skrev han i Louisianas årbog artiklen ’Tempelskænderne’, et musikalsk credo
hvori han tager afstand fra både den totale beregnelighed, altså musik som
konstruktion, f.eks. hos Pierre Boulez i ‘Structures’, og den totale tilfældighed
som hos John Cage. Man fornemmer imidlertid også i artiklen en begyndende
fascination af talmystik og talsystemer som medstyrende i
kompositionsprocessen.
I 1960 oplevede vi sammen Karl Birger Blomdahls ‘Aniara’ ved Stockholmoperaens
gæstespil. Pers reaktion var forbeholden, nærmest lidt afvisende, nok
på grund af avantgarde-tonesproget, måske de militære optrin og måske
Blomdahls debatindlæg omtalt ovenfor. Men det visionært-poetiske i Erik
Lindgrens libretto (på basis af Harry Martinsons digt) var stærkt tiltrækkende for
os begge. Kort efter, eller måske samtidig, fandt han sin egen uendelighedsrække
som skulle få så stor betydning. Allerede året efter, ved ISCM-festivalen i Köln
1960, var han alligevel blevet stærkt tændt af de europæiske strømninger og brød
nu med det nordiske. Med ’Tempelskænderne’ blev det også klart at Per er
ordkunstner med et præcist, fantasifuldt om end ofte kringlet udtryk. Her tænkes
ikke så meget på debatindlæggene eller værknoterne, men mere på hans
refleksioner over livet, naturen, videnskaben og sin egen musik.
Anmeldere
I en kort periode i 1960’erne fungerede Per også som musikanmelder ved
Politiken, en rolle han ikke befandt sig særlig godt i. Nu pludselig at være på det
andet parti – blandt dem der altid skulle mene noget, og som straks efter sidste
tone styrtede ud og hjem på redaktionen for at skrive anmeldelse inden deadline.
Per havde gennemgående god presse, jeg erindrer ikke en eneste rigtig dårlig
anmeldelse, og der var dengang 8-9 dagblade i København i de år, med hver sin
musikmedarbejder. Han havde et godt forhold til tidens musikkritikere, bortset
fra Informations Hansgeorg Lenz som han virkelig ikke kunne tåle. Det er i den
forbindelse påfaldende at Lenz i sin tykke bog ’Lykken er en ener’ (2002) med
tilbageblik på egne skriverier gennem 40 år kun nævner Per i én linje (”et
makværk som Per Nørgårds Siddharta” står der). En meningsfælle havde Per i
Politikens Robert Naur der i Lenz’ egen avis skrev et debatindlæg (’Gal som en
tysker’) hvori han uden skånsel giver ham tørt på og håner kollegaen for hans
arrogance overfor Carl Nielsen (og Danmark). Der kunne være slag i bolledejen
mellem musikanmeldere dengang!
Det er sandsynligt at Pers venskab med Robert Naur fik betydning i 1966, da
han fik Robert til at skifte side i striden om musikchefstillingen i Danmarks
Radio, en strid der også foregik i dagspressen. Skulle det være Mogens Andersen
(også kaldt ‘Vor tids Mogens’) eller Aksel Schiøtz? Radiosymfoniorkestret
ønskede ikke Mogens Andersen, fordi de mente at den megen ny musik han
programsatte var ødelæggende for orkesterspillet. Musikanten Robert støttede
dem, indtil Per i sidste øjeblik en sen nattetime oppe på Politiken, efter at første
udgave af dagens avis med en leder om sagen allerede var trykt, fik ham
overbevist om at Mogens Andersen var det eneste rigtige valg. Og sådan blev
det.
Klarinettrioer
Trio for klarinet, cello og klaver, opus 15 er skrevet i 1955 og skulle have været
uropført ved debutkoncerten fra Konservatoriets solistklasse 17. januar det følgende
år. Den blev imidlertid taget af programmet på grund af sygdom eller (snarere)
ufærdig indstudering. Uropførelsen fandt sted 12. september 1956 i Danmarks
Radio ved Jens Juul Nielsen, Bertel Søeborg Ohlsen og John Winther, og den blev
udgivet på Wilhelm Hansens Musikforlag i 1958.8
Årene 1960-61 var vigtige brydningsår for Per. Brud med det nordiske, brud med
Holmboe, opgør med ‘konservatorie-konservatismen’, konfrontation med den
europæiske avantgardemusik, hans egen opdagelse af uendelighedsrækkerne, men
også år med stor produktivitet. I denne travle periode arbejdede Robert Naur, Per og
jeg for vores egen fornøjelses skyld med trioen i Roberts hyggelige lejlighed i
Sølvgade. Foruden at være en indflydelsesrig musikkritiker ved Politiken var
Robert også en mere end habil klarinettist. Hans hovedinteresse (udover damer) var
kammermusik for blæsere. Overalt flød det med blæsernoder, klarinetblade og
nodestativer. På væggene fader Albert Naurs store malerier. Trioværket frembød
nogle spillemæssige problemer for os amatører, og Robert klagede flere gange over
for ham umulige høje toner i pp. Jeg havde tidligt lært at det ikke nyttede at jamre,
og der blev da heller ikke ændret en tone. Ind imellem slappede vi af, om jeg så må
sige, med Brahms’ a-mol-trio for samme besætning. Men først og fremmest nød vi
voldsomt at spille Pers trio, og dét mere og mere efterhånden som vi fandt ind til
dens klassisk-nordiske udtryk. Robert og jeg beundrede dens velskrevethed for de
tre instrumenter; værket klinger godt og har også forudanelser om den 20 år yngre
klarinettrio ‘Spell’ (der har klaverstykket ‘Turn’ som grundstamme). Eller man
kunne sige at ‘Spell’ har bagudanelser om trioen fra 1955. ‘Spell’, som i øvrigt har
et par hilsener til Brahms, et et lige så typisk 1970’er værk som trioen opus 15 er et
typisk 1950’er værk. I samme periode komponerede Per den korte tresatsede trio
‘Improvisa’ for vores besætning som han tilegnede Robert og mig (‘for amatører’
står der i en undertitel, og det var vi jo for Herren, de to af os). Vi arbejdede med
den, men sandt at sige husker jeg ikke dens indhold, form eller stemning. Vi
fremførte den aldrig for andre, og Per har ikke ønsket den opført.
Dommen
Det næstsidste Nørgård-værk jeg spillede med i var oratoriet ‘Dommen’, det
halvsceniske påskespil med tekst af Pers bror, Bent Nørgaard. Indstuderingen og
førsteopførelsen i april 1962 under en entusiastisk Harald Emborg var eventyrlig,
intens og morsom, med et mylder af unge begejstrede mennesker. Her var flere
nye ting i spil. Det var Pers første musikdrama bortset fra børnespillet Det skete i
de dage’ fra 1960, og det var meget formeksperimenterende, fri af tyngende
kirkemusik-konventioner, det havde inddragelse af improvisation, anvendte
båndoptagerlyd og alskens slagtøjsinstrumenter, og det var skrevet for
amatørungdomskor og amatørmusikere. Værket blev revideret og genopført i
Københavns Domkirke i 1965 i Sam Besekows regi og en langfredag
transmitteret i fjernsynet. Per har beskrevet samarbejdet med Besekow i en fin
lille artikel med titlen ‘Sam – Genkenderen’ til dennes 70-årsdag i 1981.
Endelig indstuderede jeg i 1963 ’To recitativer for altstemme og obligat cello’
opus 16 (1955-56), til Pär Lagerkvists digte ‘Gammal genius’ og ‘Jag lyssnar til
vinden’. Det skete med sangerinden Birgit Nielsen (senere Colding-Jørgensen),
og vi gav dem den danske førsteopførelse 4. april 1963 i Hornung & Møllers
sal.9
De unge års betydning?
Efter 1962 så Per og jeg i mange år mindre til hinanden. Ungdomstiden, men
ikke venskabet var forbi, og vore veje gik i hver sin retning. Jeg var blevet
færdig som læge, det professionelle arbejde krævede mere og mere, både Pers og
vores børn var blevet født i hurtig rækkefølge, og jeg og min familie skulle på et
længere arbejdsophold i USA.
Per Nørgårds musikalske oeuvre er af enormt omfang. Ved årsskiftet 2016-17
tæller det 449 værker i alle tænkelige genrer og formater og kan næppe
overskues på en gang af nogen enkelt person, bortset fra komponisten selv. Der
foreligger også en omfattende Nørgårdlitteratur – både af ham selv og af mange
andre.
Efter læsning af nærværende tilbageblik ligger det lige for at spørge: Hvilken
betydning har oplevelser og erfaringer i de tidlige år mon haft for Pers senere
eventyrlige kunstneriske udvikling? Hvilke spor var lagt allerede i teenageårene
og de helt unge år? Kunne man dengang forudse hvad der ville komme?
Alt det kan Per Nørgård selvfølgelig bedst selv svare på (eller måske ikke?),
men skulle jeg give et bud på hvad der især har præget ham, må det være de
stærke oplevelser af natur, af det kosmiske og mystiske i naturen. Tiltrækningen
til det gådefulde og driften mod at omsætte dette gådefulde i musik var tidligt til
stede. På det mere praktiske plan var det af betydning for ham tidligt at komme
tæt på et instrument, i dette tilfælde celloen, og komponere for det med to vigtige
ungdomsværker som resultat, værker der har vist sig særdeles langtidsholdbare.
Næsten medfødt var sansen for det absurde og paradoksale i tilværelsen og ikke
mindst den barokke humor. Hvad der derimod ikke kunne forudses var den helt
særlige kombination i Pers musikskaben af det vildtvoksende kreative med
videnskabelig metode, for eksempel anvendelse af fraktal- og kaosteorier. Den
stærke intellektuelt-filosofiske grundholdning var tydelig allerede i
gymnasieårene, hvorimod trangen til hyppige nybrud og opbrud som
forudsætning for vækst og til konstant at søge nye veje ikke var mærkbar for
mig. Det var som om der først for alvor kom fart på denne udvikling omkring
1958-59. Skabertrangen blev uophørlig, og Per har så vidt jeg ved siden
komponeret altid og hele tiden, også når han ikke har siddet ved arbejdsbord eller
flygel. Nytænkning, nysgerrighed, fremdrift har været nogen af ledestjernerne.
Ikke mærkeligt at der har været mange laurbær undervejs. Hvilet på dem har han
aldrig.
---
Per Nørgårds artikler om de unge år – ‘Tidlige verdener’ (1996), ‘Starten på
Kunsten’ (2000) og ‘Min lærer Vagn Holmboe’ (2009) – er redigeret af Ivan
Hansen og tilgængelige på Det Kongelige Biblioteks digitale arkiv ‘Per Nørgårds
skrifter online’: http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/dcm/udgivelser/norgard. Her
finder man også en komplet værkliste 1948-2012 inklusive komponistens
værknoter. Værkerne fra den tidlige periode med særligt henblik på begrebet
interferens (i bred forstand) er belyst i: Rie B. Nielsen og Anders Bonde: Per
Nørgårds ’Nordiske’ Periode”, specialeopgave, Ålborg Universitet 1996
(refereret i Dansk Musik Tidsskrift nr. 6, 1996/97).
NOTER
1 Frederiksberg Gymnasium-miljøet er beskrevet af Niels Birger Wamberg i bøgerne
’Forkærligheder’ (Gyldendal 2010) og antologien ’Det Sorte i Skolen’ (Politikens Forlag
2005).
2 Pers artikel fra 1979 ’Tresporetheden hos Mahler’ om dennes 10. symfoni er mere en
dybdeborende harmonisk-teoretisk analyse end den er oplevelsesbåren og betydningsbåren.
3 Opført af Elvi Henriksen i marts 1951.
4 Opført af John Winther i september 1954 og senere indspillet på lp af Elisabeth Klein.
5 Påbegyndt 29.11.53 og slutdateret 24.2.54.
6 Bertel Søeborg Ohlsen (uropførelsen 28.6.62 på Louisiana), senere Morten Zeuthen og John
Ehde (begge på cd) og Jakob Kullberg.
7 Med Franz Lemsser, Hans Nielsen, Ib Rohde, Lars Geisler og Klaus Jerndorff. Værket blev
også spillet 27.10.1953 hjemme hos Klaus Jerndorff, hvor Holmboe var til stede.
8 Første koncertopførelse fandt sted 23. oktober samme år i Odd Fellow Palæet, og den var
også på programmet i den konservative ‘Kammermusikforeningen’ (også kaldet
’Natmandsforeningen’) i november 1957.
9 Ved opførelsen senere på Charlottenborg var det dog Bertel Søeborg Ohlsen der varetog
cellostemmen. Nu er de indspillet på cd, både med alten Hanne Stavad og Morten Zeuthen,
og senest af Helene Gjerris og Toke Møldrup.
Om forfatteren:
Hans Henriksen (f. 1933) er læge med speciale i anæstesi og palliativ medicin. Seneste
ansættelser på Finsen Instituttet, Rigshospitalet og Sankt Lukas Hospice. Pensioneret siden
2005. Foruden lægevidenskabelige artikler medforfatter/medredaktør af Naturens Spejl
(2008), Livet før Døden (2012), Ældrestyrken (2012), Tæt på Døden – Tæt på Livet (2012).
Siden 13-årsalderen amatørmusiker (cello). Mangeårigt medlem af Amatørsymfonikerne.
Illustration 1: Studenterårgang 1951 nysproglig, Frederiksberg Gymnasium
Bagerste række nr. 3 fra højre: Per Nørgård
2. række nr.2 fra højre: Jess Ørnsbo
2. række nr. 1 fra venstre: Hans Henriksen
Illustration 2
Illustration 3
Illustration 4: Solo Intimo, takt 64-66
Hans Torben Henriksen | Mobil: 25 64 59 47 | Email: birhans@post8.tele.dk